Forvandler liv og samfund

Lige inden påsken blev skudt i gang havde OM Danmark fornøjelsen af et besøg fra fem skønne mennesker: Amy fra USA, Rebekah fra Canada, Sally fra Tyskland, Lincoln fra Trinidad & Tobago og Clement fra Singapore. De kom alle fra Logos Hope, og skulle i to uger rejse rundt i Danmark for at præsentere skibstjenesten og OM Danmarks arbejde. Som en del af deres program skulle de udfordre mennesker til at tænke over, hvordan Gud kan involvere kristne globalt. 

Med stor begejstring og gåpåmod deltog de i ungdomsgrupper, besøgte skoler, efterskoler og nåede steder som Grønnevang Kirke, Mariager Efterskole, Solgården Efterskole, Ungdomsoase i Silkeborg, Kristnastova (Færøsk Frikirke), Højnæskirken, Herning Frikirke, Johannesskolen, Søhøjlandets kirke og KFS Påskelejr.

Fra OM Danmarks side ønskede vi at vise teamet næstekærlighed, omsorg og velsigne dem i deres tjeneste. Omstændighederne blev dog anderledes end forventet. Nogle dage efter teamets ankomst blev mændene i teamet ramt af skoldkopper. I over en uge var de hjemme, og kunne ikke deltage i det planlagte program.  

Det var udfordrende at se dem i smerter og med knopper over hele kroppen. 

Kvinderne var dog hurtige til at omstille sig, og tog hånd om præsentationerne. Jeg synes det var en oplevelse at se, hvordan Gud brugte sygdommen til at udvikle resten af teamet. 

Noget der talte til mig fra deres præsentation var et drama. Dramaet illustrerede tre forskellige mennesker i udkanten af samfundet. En prostitueret kvinde, en børnesoldat og en muslimsk kvinde, som var udstødt af familien. Alle ønskede de hjælp af den sælger, som gik rundt og solgte brød. Hver gang der blev råbt om hjælp, afviste sælgeren dem og forblev i de trygge omgivelser. Dramaet var ubehageligt og mest af alt noget jeg ikke ønskede at forholde mig til. 

Lige præcis denne ligegyldighed er, hvad teamet ønskede at ruske op i. Som Guds folk skal vi se til vores næste. Det peger lignelsen om den barmhjertige samaritaner på. Yderligere står der skrevet: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig”.  (Matt. 25, 40)

I OM Danmark håber vi, at teamet har været med til at plante frø rundt i Danmark. Frø, som vil vokse og blomstre. Lad det være håbet og drømmen, at flere vil give deres liv til Gud og nå ud til verdens mindst nåede folkeslag. 

Pernille Kristensen – OM Danmark